Kommunen søger løsninger fra de private virksomheder

Ringkøbing-Skjern Kommune efterlyser nye ideer fra de lokale virksomheder til at løse de problemstillinger og udfordringer, der findes i kommunen. Virksomhederne er inviteret til stormøde på onsdag.

Af Jane Munk, onsdag d. 18. april 2012

 Hvordan rengør man bedst en kørestol uden at få ondt i ryggen? Det er en af de spørgsmål, Ringkøbing-Skjern Kommune gerne vil have besvaret, når de inviterer private lokale  virksomheder til stormøde om OPI på onsdag. Der er allerede 30 tilmeldte virksomheder.

OPI står for Offentlig-Privat samarbejde om Innovation, og det handler kort sagt om at dele viden og ekspertise.

”Virksomhederne kan hjælpe med at løse nogle problemstillinger. De har ekspertise til at udvikle nye produkter og serviceløsninger, der kan gøre arbejdsgangene lettere for os,” fortæller Inger Frederiksen, der er udviklingskonsulent hos Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det er blandt andet på plejeområdet, der skal findes løsninger. FOTO: Esther Lynard

De indbudte virksomheder har til opgave, at finde på nye tiltag og løsninger til kommunens arbejdsgange, men virksomhederne får også en stor gevinst ved at hjælpe, forklarer Inger Frederiksen.

”Guleroden for virksomhederne er jo, at de får mulighed for at sælge den løsning eller det produkt, de udvikler. Både til Ringkøbing-Skjern Kommune, og til landets øvrige kommuner,” fortæller hun.

Og der er ifølge Inger Frederiksen brug for hjælpen fra de private virksomheder. Nedskæringer har gjort, at kommuner og regioner ikke længere har mulighed for selv at udvikle løsningerne.

Succes i andre kommuner

I andre kommuner har man tidligere nydt godt af samarbejdet mellem kommunerne og de private virksomheder.

Et eksempel på et OPI-projekt er en multifunktionsstol, der er udviklet i samarbejde med Aarhus Kommune, en designvirksomhed og en møbelproducent. Stolen hjælper til at forebygge arbejdsskader i sundhedssektoren.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *