Tambourine Men støtter Generatoren

Torsdag d. 26 april går det løs. Fem herrer med rock i blodet giver støttekoncert for det nye musikhus Generator. De kalder sig Tambourine Men, og for en flad halvtresser kan du rocke dig tilbage til de gode gamle dage.

Af Martin Ahlgreen, torsdag d. 19. april 2012

Du har også muligheden for høre at Tambourine Men, når de sparker 60’er-festivalen i Holstebro lørdag den 11. august. Foto: Tambourine Men

Rolling Stones, Van Morrison, Henning Stærk og Creedence Clearwater Revival er bare en lille del af Tambourine Mens repertoire. Musik, der henvender sig til et bredt publikum, og man forventer at se repræsentanter fra alle generationer til koncerten på torsdag, som forgår på Kastengevej 3.

Vi vil gerne støtte op om det her, fordi vi synes, det er et rigtig godt initiativ. Vi har virkelig savnet et spillested i Ringkøbing, så derfor er det oplagt at støtte et projekt som dette,” fortæller bassist Anton Bjerg.

Bandet slæber selv alt sit udstyr med for at begrænse udgifterne for Generator. Formand og initiativtager for musikforeningen Medspil, Søren Knudsen, er glad for, at bandet vil komme og spille. Han fortæller, at det passer lige ind i sjælen på spillestedet.

Generator er jo ikke kun for de unge, det er et sted for musikelskere. Vores grundlæggende mål er at levere rammerne for, at ting skal ske, uanset alder,” siger han.

Søren Knudsen, som har kæmpet for at få spillestedet Genarator op og køre, glæder sig over den store opbakning. Foto: Martin Ahlgreen

Et brag af en koncert

Sidste lørdag blev musikhuset åbnet med et brag af en koncert. Bands med lokal tilknytning spillede uden honorar for at skrabe penge sammen til spillestedet. Selvom stedet er koncertklar, mangler der stadig at blive ordnet en masse ting.

Søren Knudsen kan ikke komme med det præcise tal, men mener, at de skal bruge mellem en halv og en hel million kroner før Generator kan stå 100 procent klar.

Vi mangler stadig at bygge vores egen scene. Udover det skal øvelokalerne gøres færdige, og så mangler der stadig en masse småting. Heldigvis har vi en masse unge frivillige, som er opsatte på at få det her til at fungere,” siger han.

Søren Knudsen kan næsten garantere, at man kan benytte øvelokalerne inden årets slutning, men håber, det kan lade sig gøre før. Det største problem er stadig finanserne. På spillestedet håber man at kunne samle en del af pengene ved at afholde flere støttekoncerter.

Landbobankens direktør har sidste arbejdsdag

Efter 25 år ved roret hos Ringkjøbing Landbobank har Bent Naur i dag sidste arbejdsdag. Direktøren har ført banken sikkert igennem finanskrisen og er ikke bekymret for fremtiden.

Af Esben Pejstrup-Pedersen, torsdag d. 19. april 2012

Efter 25 år som direktør hos Ringkjøbing Landbobank takker Bent Naur nu af. Foto: Ringkjøbing Landbobank

I morges gik Bent Naur for sidste gang sin daglige tur på arbejde. En gåtur på godt 700 meter, som han altid forlænger med en tur langs Ringkøbing Fjord. Den tur har han taget siden 1987.

”Det er naturligvis trist at være på arbejde for sidste gang, men jeg har vidst det længe og er derfor afklaret,” siger Bent Baur.

Det lå egentlig ikke i kortene, at Bent Naur ville ende som en respekteret bankdirektør i Ringkøbing. Han er født og uddannet i Ikastområdet, hvor han gjorde karriere i Midtbank. Der nåede han i 1987 en stilling som underdirektør.

Men da chancen for at overtage direktørstillingen i Ringkøbing bød sig, kunne Bent Naur ikke modstå fristelsen.

”Jeg fik muligheden for at bestemme, og det kunne jeg ikke sige nej til. Det har jeg aldrig fortrudt,” fortæller han.

Skuden sikkert i havn
Der er sket meget i Bent Naurs tid i Landbobanken. Fra en lille lokal bank i Ringkøbing, har banken nu filialer i andre byer som Herning, Struer og endda en drive-in bank i Hvide Sande. Banken er desuden uofficiel danmarksmester i finanskrise og har ikke fyret en eneste medarbejder som følge af krisen.

Den næste generation har Bent Naur for længst ansat i banken. Den kommende direktør, John Fisker, ansatte han allerede i 1995. Og fremtiden for banken kommer ikke til at forstyrre bankdirektørens otium.

”Jeg ved, at der ikke bliver ændret de store linjer, for jeg har selv ansat næste led i fødekæden,” siger han.

Reception fredag
I morgen får venner, aktionærer, ansatte og kunder mulighed for at sige farvel til Bent Naur, hvilket en del forventes at gøre.

”Vi forventer mindst en to-trehundrede mennesker til receptionen i morgen, men vi er klar på flere,” fortæller Klaus Gamst fra Ringkjøbing Landbobank.

Receptionen finder sted på Hotel Fjordgården i morgen fredag, fra klokken 14 til 17, og alle er velkomne.

Rytterne skal spænde hjelmen

Ikke alle i Ringkøbing Rideklub er lige gode til at bruge ridehjelm. Foto: Jane Munk

Hos Ringkøbing Rideklub bliver der nu strammet op på sikkerheden. Det bliver obligatorisk, at alle ryttere, unge som gamle, skal bære ridehjelm på klubbens områder. Det er dog ikke alle i klubben, der er lige begejstrede for de nye regler.

Af Jane Munk og Ann-Sofie Warnich d. 19. april 2012

Det bliver snart påbudt alle ryttere at bære hjelm på landets rideklubber. Den regel er udstedt af Dansk Rideforbund. I klubben i Ringkøbing er der blevet talt en del om de nye regler, der træder i kraft i løbet af de næste par måneder.

”Man gør et problem ud af noget, som slet ikke er et problem. 90 procent af tiden har vi hjelm på, men rider man i flere timer i træk, bliver det simpelthen for varmt og ubehageligt. Tager vi i fremtiden hjelmen af, bryder vi pludselig loven,” siger Ole Hummelshøj, der er berider på stedet.

Hans holdning deles af Tim Kejlstrup, der er beriderelev. Han bruger til daglig kun hjelm, når han arbejder med de unge heste, som han ikke stoler helt på. Et princip, han ikke umiddelbart vil ændre på.

Man skal vælge selv

Beriderelev Tim Kejlstrup er ikke imponeret over de nye regler. Foto: Ann-Sofie Warnich

”Hvis de ligefrem har tænkt sig at dele bøder ud, kommer jeg nok til at tage en hel del af dem,” siger han og fortæller, at det er hans rolle som underviser at sørge for, at de ældre ryttere tager hjelmen på fremover. Det er en rolle, han ikke bryder sig om at påtage.

”Reglerne er alt for strikse. Når man er over 18 år, er det ens eget valg, om man vil bruge hjelm eller ej. På det tidspunkt er man jo voksen,” siger Tim Kejlstrup.

Den nye regel blev vedtaget ved Dansk Rideforbunds repræsentantskabsmøde i marts. På mødet var alle rideklubber under forbundet repræsenteret. Den nuværende regel i Ringkøbing Rideklub er, at alle unge under 18 skal bære hjelm.

Ægtefæller til demente møder ligesindede over maden

Det kan være hårdt for dagligdagen i et ægteskab, hvis en af ægtefællerne bliver ramt af demens. Derfor har to frivillige taget initiativ til et arrangement, hvor demente og deres ægtefæller kan mødes over en middag.

Af Ann-Sofie Warnich, torsdag d. 19. april 2012

Inden middagen får de først mødte en velkomstdrink i dagligstuen. FOTO: Ann-Sofie Warnich

Det er tredje gang, at de to frivillige initiativtagere, Aase Jonassen og Gitte Kærgaard, inviterer til middagsselskab for ægtepar, som er ramt af demens. Denne gang på Holmegården i Ringkøbing.

De to arrangører forklarer, at der er efterspørgsel på arrangementet hver gang, men de har kun plads til seks par pr. middag, fordi store forsamlinger ikke er egnede for demente mennesker.

”I vores arbejde med pårørende til demente hører vi ofte, at den raske ægtefælle bliver ensom og nogle gange endda syg på grund af belastningen. Med middagsselskabet føler ægtefællerne sig mindre alene med sygdommen,” fortæller Aase Jonassen.

Mad og forståelse på menuen

Denne onsdag er der 5 tilmeldte par til middagsselskabet, der består af tre retter mad og en velkomstdrink. Et af de fremmødte par er Ingrid og Bent Håkonsen fra Ringkøbing, der er med for første gang.

”Det er godt at være sammen og møde andre i samme situation. Og så er det rart at se nogle nye hoveder og komme væk hjemmefra.”

Ingrid er også med i en gruppe for pårørende, og det er hendes oplevelse, at man kan bruge de andre ægtefæller til at dele erfaringer med.

Får hjælp af lokale

Gitte og Aase fik idéen ved den årlige demensdag i maj sidste år. Her så de en film om middagsselskabet, og hørte om andres erfaringer med at bringe ægtefællerne sammen over en middag. De så straks muligheden for at bringe ideen hjem til Vestjylland.

Middagsselskabet får støtte af Ringkøbing-Skjern Kommune, men får også hjælp og donationer fra lokale, ligesom det er frivillige, der står i køkkenet og hjælper med at aflaste den raske ægtefælle under middagen.

”Ægtefællerne her forstår hinanden. Det kan være svært for andre at sætte sig ind i det, hvis de ikke kender til sygdommen. I sådan en gruppe som den her ved alle det, og det betyder ikke noget, hvis nogen falder lidt ved siden af,” siger Gitte.

Bunkerudstilling boomer besøgstallet

Ringkøbing Museums udstilling ”Hvad bunkeren gemte – En tysker fortæller” er med bare to måneder på bagen den største besøgsmæssige succes i museets historie.

Af Peter Friis Mikkelsen, torsdag d. 19. april 2012

Gamle skobørster, blækflasker og frimærker med Hitler er nogle af de genstande, der for tiden fylder glasmontrerne på byens museum. De tyske dagligdagsting var en del af inventaret i den tyske bunker, der dukkede op efter forårsstormen i 2008 nord for Søndervig.

De er nu omsider forarbejdet og udgør rygraden i museets nye udstilling, der mildest talt har rykket ved besøgstallet.

”Besøgsmæssigt er det helt klart den største succes, vi nogensinde har haft. I hele 2011 havde vi 5250 gæster, og allerede nu har mere end 4000 mennesker besøgt udstillingen,” fortæller museumsinspektør og souschef på Ringkøbing-Skjern Museum Peter Carstensen.

Museet har i forbindelse med museet lavet en rekonstruktion af den tyske bunker.Til venstre for museumsinspektør Peter Carstensen ses en original luftrenser, der fungerede ved hjælp af håndkraft og sørgede for frisk luft til de tyske soldater.

Nye typer gæster
Udstillingen har specielt tiltrukket mange danske og helt lokale gæster, der ikke har besøgt museet i mange år, og ifølge museumsinspektøren er de slet ikke vant til, at folk fra Ringkøbing og omegn besøger deres lokale museum.

”Mange gæster fortæller, at de ikke har været her siden de var børn, og at de husker museet som gammelt og støvet. Det har det også været indtil for ganske få år siden, og det er også det image, vi prøver at ændre på ved netop denne udstilling,” forklarer Peter Carstensen.

Derudover er der opstået en interesse for bunkerne blandt danskerne, som Peter Carstensen slet ikke var klar over fandtes. Ifølge museumsinspektøren er mange af de besøgende nærmest nørder inden for området. Men en helt bestemt gruppe besøgende har museet stadig til gode.

”Turistsæsonen er jo slet ikke startet endnu, så hvis vi har mange gæster nu, får vi formentlig endnu flere, når de tyske turister dukker op til sommer. De er meget interesseret i, hvad deres slægtninge lavede heroppe under krigen.”

Tre forskellige temaer
Museet afholder de kommende måneder tre guidede rundture med tre forskellige vinkler, hvoraf den første fandt sted allerede i aftes. I maj bliver, der mulighed for at høre om, hvordan man blandt andet genskaber en bunker og hvilke overvejelser, der ligger bag.

I juni vil koordinatoren bag udstillingen fortælle nærmere om, hvilken historie man ønsker at fortælle, og hvorfor det er interessant at berette om tyske soldaters hverdag i en bunker.

De tyske bunkere på Vestkysten blev forladt efter krigen 1945 og blev derefter tømt. Det var derfor en mindre sensation, da mandskabsbunkeren med intakt møblement i artilleristillingen ”Kryle” nord for Søndervig så dagens lys i 2008.

Udstillingen kan opleves på Ringkøbing Museum i sæsonerne 2012 og 2013

EU-penge redder ledige

I 2010 modtog Ringkøbing-Skjern kommune 29 millioner kroner fra EU’s Globaliseringsfond. Pengene skal hjælpe ledige, der har mistet deres arbejde som en konsekvens af globaliseringen, og har indtil videre været en stor succes.

Af Martin Ahlgreen og Rasmus Meinert torsdag d.19.april 2012

Det var på grund af massive nedskæringer på Vestas’ fabrikker i det vestjyske, at kommunen fik tildelt midlerne fra Globaliseringsfonden. Fonden træder til, når en sektor mister mange arbejdspladser i en region.

I alt har 150 personer indtil videre benyttet sig af tilbuddet om udvidet støtte til at finde beskæftigelse. Det lyder måske ikke af meget sammenholdt med de 813, der var blevet afskediget, men en stor del kom hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.

“Allerede i foråret 2010 var over halvdelen af de afskedigede i arbejde igen. Derfor skønnede vi, at 325 personer kunne bruge hjælpen fra EU. Nu skønner jeg, at 160 – 170 personer vil nå at få gavn af pengene, inden projektet udløber,” forklarer Nikolaj Strømkjær, fuldmægtig og tilknyttet projektet.

Hvis du ser dette logo, så er projektet støttet af Globaliseringsfonden.

EU betaler, kommunen bestemmer
Indsatsen fokuserer hovedsageligt på opkvalificering og hjælp til jobsøgning.

”Vi finder selv de folk, der egner sig til projektet, herefter går vi i dialog, og finder den løsning der passer dem bedst,” udtaler Nikolaj Strømkjær.

Pengene blev udbetalt som et engangsbeløb, og det er op til kommunen, hvordan de vil bruge dem. I alt regner kommunen med at bruge 19 af de 29 millioner. Det ligger lidt over gennemsnittet for ordningen, hvor cirka halvdelen af pengene kommer tilbage til EU.

Nikolaj Strømkjær mener derfor, at kommunen har været god til at bruge pengene.

”Selvom vi ikke har kunnet bruge alle pengene, har vi gjort alt, hvad vi kunne. Der har simpelthen ikke været behov for at bruge dem alle,” siger han.

Puljen hjalp Allan
41-årige Allan Juhler er én af de 150, som globaliseringsfonden har hjulpet med at komme i gang med en ny uddannelse. Efter fyringen gik Allan en svær tid i møde. Udover at skulle kæmpe med ordblindhed, førte fyringen til en depression.

Efter afskedigelsen hjalp Vestas med at skabe kontakten til globaliseringsfonden. Her kom Allan i kontakt med uddannelseskonsulent Hanna Kirk, der er ansvarlig for at få de ledige i gang med en ny uddannelse. Allan har altid haft en passion for at arbejde med jern, og derfor var det oplagt at begynde en uddannelse som klejnsmed.

”Jeg er utrolig glad for skolen, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i voksenlære. Jeg ville ønske, at der var endnu flere, der kunne hjælpes af den her slags projekter,” siger Allan Juhler

Ikke sidste gang
Selv om indsatsen indtil videre har været en succes, er der stadig behov for hjælp de ledige i kommunen. Vestas har igen varslet massefyringer, og kommunen er klar til at søge midler i globaliseringspuljen allerede i maj. Denne gang søger kommunen om 40 millioner kroner.

”Danmark er generelt for ringe til at få del i de midler, som ligger i EU’s mange fonde – penge som vi jo selv er med til at indbetale. Så her i Ringkøbing-Skjern giver vi den gas og tænker stort,” afslutter Nikolaj Strømkjær.

 

SF-lokalformand : Vi er blevet trampet på af pressen

Den intense dækning af uenigheder i SF den seneste tid har været en hetz mod partiet, lyder det fra Aase Kjeldsen, der er formand for SF Ringkøbing Fjord. Ifølge hende skulle pressen hellere koncentrere sig om at dække partiets politik.

 Af Line Lykkegaard Skou, torsdag d. 19. april 2012

De mange historier om interne konflikter i SF, der har floreret i medierne den seneste tid, er blevet overdramatiseret af pressen selv, lyder det fra den lokale næstformand og fungerende formand for SF Ringkøbing Fjord, Aase Kjeldsen.

”Det er pressen selv, der skaber kritikken. Jeg er rystet over de ting, der er skrevet. Der er blevet kørt hetz mod os. Vi er blevet nedgjort, trampet på og ikke regnet for at være et dueligt regeringsparti.”

Formanden i SF Ringkøbing Fjord kritiserer pressens seneste historier om SF. FOTO: SF.dk

Hun anerkender, at der i den senere tid har været forskellige meninger om partilinjen i SF, men mener, at det er naturligt i et politisk parti.

”Jeg respekterer mine partifællers holdninger, og jeg mener, at der skal være plads til dem. Den interne kritik, mener jeg, er noget, medierne har kørt op.”

De mange negative historier om problemer internt i partiet fik i august sidste år SF Ringkøbing Fjord til at lave en fælles aftale om ikke at kommentere på udtalelser fra resten af baglandet.

Pressen spørger forkert

Det er særligt de mange spørgsmål om, hvorvidt SF bliver trukket for langt til højre af de to andre regeringspartier, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, der får Aase Kjeldsen til at kritisere pressen.

”Jeg ser ikke nogen venstre- eller højredrejning. Men et parti ændrer sig over tid, og sådan er det også med SF. Jeg mener, at der er tale om en ny tid for partiet.”

I stedet burde pressen fokusere på andre og langt vigtigere ting, mener hun.

”Landet er i krise. Hvorfor spørges der ikke mere til, hvad SF vil gøre ved det i stedet?”

Løgne på landsmødet

Ifølge Aase Kjeldsen har pressen en forhåndsindstilling til SF og møder ikke partiets medlemmer med åben pande. Det kom blandt andet til udtryk på partiets landsmøde i weekenden, fortæller hun.

”Jeg så pressen stå og lyve lige ved siden af mig. En nyhedsreporter fortalte til kameraet, at partiet var ved at brække over. Andre pressefolk stod og ærgrede sig over, at de ikke kunne finde en god historie.”

De mange historier om den dårlige stemning på landsmødet passer ikke, fortæller Aase Kjeldsen.

”Jeg sad midt i salen, og der var en kanon stemning. Det er der altid på vores møder.”

Pressen: SF skal vende blikket indad

Redaktionschef Lars Kryger mener ikke, at pressens dækning af uenighederne i SF er usaglig. Foto: Line Skou

Spørger man pressen, har SF kun sig selv at bebrejde for de mange artikler om interne uenigheder.

”SF har selv skabt problemerne. De er jo uenige om en lang række politiske mærkesager. Derfor bør kritikken rettes indad i stedet for mod budbringeren,” lyder det fra Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

Han bakkes op af redaktionschef Lars Kryger fra Dagbladet Ringkøbing –Skjern.

”Man skal selvfølgelig som medie undgå Christiansborg-fnidder, men her er der tale om en reel konflikt. Pressen har blot afdækket de fraktioner og problemer, der har været i SF.”

Antallet af blufærdighedskrænkelser eksploderer

Antallet af blufærdighedskrænkelser steg i Midt- og Vestjylland fra 2010 til 2011 med hele 80 procent. Det gør blufærdighedskrænkelse til den klart mest almindelige sædelighedsforbrydelse.

Af Rasmus Meinertz, torsdag d. 19. april 2012 

På trods af at statistikken viser, at antallet af blufærdighedskrænkelser stiger markant, oplever man ikke flere anmeldelser hos politiet i Ringkøbing. Foto: Rasmus Meinertz

I 2011 var der 149 tilfælde af blufærdighedskrænkelse i Midt- og Vestjylland mod 83 året inden. Det gør forbrydelsen til højdespringeren i statistikken og er en stigning på ikke mindre end 80 procent.

På trods af den store stigning er det ikke noget, man har mærket noget til i Ringkøbing.

”Jeg kan ikke rigtig nikke genkendende til tallene, vi har ikke oplevet nogen markant stigning i anmeldelser,” siger Jens Ole Pedersen fra Ringkøbing politi.

Hvad er blufærdighedskrænkelse?

Blufærdighedskrænkelse omfatter flere forskellige forhold. Straffelovens bestemmelser er ret brede, og det er et løbende vurderings spørgsmål, hvad den omfatter. Nogle af de mest hyppige sager om blufærdighedskrænkelse handler om seksuel beføling, blottelse og beluring. Strafferammen er fastsat til at være op til 4 år, men det er meget sjældent, der dømmes så hårdt i sagerne.

Fælles er, at blufærdighedskrænkelse omfatter en række seksuelle handlinger eller ytringer, der ikke er behandlet i den mere alvorlige ende af spektret for seksuelle forbrydelser. Det er handlinger, der er egnet til at krænke. Det er dog ikke noget krav, at en person føler sig krænket for, at handlingen er strafbar.

Kend en blotter

Blandt eksperter er der uenighed om, hvor alvorligt man skal tage specielt blottere. Nogle mener, at der er tale om forholdsvis milde forhold, og at de generelt er ufarlige. Andre mener, at det kan være starten på en karriere med mere alvorlige sædelighedsforbrydelser.

Årsagerne til denne form for afvigende seksuel adfærd er svære at kortlægge, og der er flere forskellige bud.

”Der er flere faktorer, der spiller ind. Der er fysiske ting, som problemer med testosteron niveauet, men også psykiske ting som traumer i barndommen kan spille en rolle,” forklarer sexolog Flemming Bogø.

Ofre er ofte unge piger

En undersøgelse fra 2011 viser desuden, at ofret i over en tredjedel af tilfældene var en pige på under femten år. 550 ud af 1489 forhold var rettet mod piger under femten år, det svarer til 37 procent. I alt udgør blufærdighedskrænkelser cirka 58 procent af det samlede antal sædelighedsforbrydelser.

Ringkøbing IF har ambitioner og lokal opbakning

Den lokale idrætsforening har planer for fremtiden. En mulig oprykning til 2. division og en ny kunstgræsbane samler byen om holdet.

Af Kristian Overgaard Nielsen, torsdag d. 19. april 2012

Ringkøbing IF er den vestjyske købstads stolthed, og i øjeblikket gør foreningens fodboldafdeling en god figur i Danmarksserien. Her kæmper foreningens bedste fodboldhold med om oprykningspladserne, og man håber på et avancement i de danske rækker.

”Vores ambition er at komme i 2. division og etablere os deroppe. Vi ligger til oprykning nu, og holdet er til det, så det skulle gerne være i år,” siger Henning Bro, der er formand i Ringkøbing Idrætsforening.

Hvis holdet efter sommerferien skifter serie ud med division, skifter de efter planen også underlag, så de i fremtiden kan spille hjemmebanekampe på kunstgræs. Der mangler dog lidt penge på kontoen.

Dyrt kunstgræs
”Det område, hvor vi har banerne på, er meget blødt. Der skal ingenting til, så ligger der vand derude. Det duer jo ikke. Derfor er det høj prioritet, at vi får den kunstgræsbane,” siger Henning Bro.

En ny kunstgræsbane koster 3,5 millioner kroner. De summer har Ringkøbing IF dog ikke, og derfor er foreningen i gang med at skrabe penge sammen gennem donationer og forskellige arrangementer.

”Vi ligger på godt 2,1 millioner kroner i øjeblikket, og vi skal i hvert fald have en million mere ind,” lyder det fra formand Henning Bro, der løfter sløret for, hvordan pengene skal indsamles.

Holdet har opbakning
For at hjælpe projektet spiller Poul Krebs til maj en gratis koncert i byen, og for nylig holdt Lene Balleby, der er kommunikationschef hos Kongehuset og oprindeligt fra Ringkøbing, et gratis foredrag om sit royale arbejde. A.P. Møllers støttefond har også bevilget én million kroner til projektet.

I midten af maj har foreningen også arrangeret en jongleringskonkurrence på torvet i byen, hvor ungdomsspillerne skal bruge deres evner med en bold til at samle penge til den nye bane.

Sådan skal fremtidens stadion se ud i Ringkøbing

Ifølge formand Henning Bro er der mellem 300 og 400 tilskuere til Ringkøbing IFs hjemmekampe, hvilket er noget mere, end modstanderne har på deres stadions.

Drømmer om tribune
Ringkøbing IF har i øjeblikket lejet sig ind hos naboerne fra Spjald, der allerede har en kunstgræsbane. Det var dog omkostningerne af denne aftale, der startede tankerne om en kunstig bane i Ringkøbing.

”Vi spurgte os selv, om vi ikke selv kunne lave sådan en bane,” forklarer Henning Bro og siger, at planerne om kunstgræsset kun er lidt over et år gamle.

Henning Bro fremviste avisen arkitekttegninger af det færdige resultat, der også indeholdt en tribune. En sådan tribune koster dog 15 millioner kroner og ligger meget langt ude i fremtiden, fastslår formanden.